Life personal

Om sorg og Mikkel

juli 5, 2020

Min hukommelse har været forfærdelig lige siden. De siger at det er en normal reaktion på trauma. Men det føles ikke som om at der er noget normalt ved dette. Jeg mistede min kæreste. Han gik ikke fra mig. Han blev taget fra mig. Lige som vi var ved at starte et liv sammen. Han blev 28 år gammel. Det er ikke meningen man skal dø som 28-årige. Det er ikke normalt.

Et par uger inden Mikkels død, så fandt vi til vores begges store glæde ud af at jeg var gravid. Det var en kort, men den dejligste tid. Desværre så mistede vi det ret tidligt. Dette er også normalt siger de. 1 ud af 4 kvinder aborterer. Normalt. Mikkel var ikke så bekymret. “Det lykkes næste gang”. Jeg var ødelagt eller jeg troede i øjeblikket at jeg var ødelagt, for tiden ville vise at jeg overhovedet ikke vidste hvad begrebet betød. Det kom ca. 2 uger efter.

Han var min klippe på flere måder end en. Han var typen som kom hjem med blomster “bare fordi”. Jeg har aldrig oplevet at blive behandlet så godt. Faktisk vidste jeg overhovedet ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det i starten. Jeg husker tydeligt samtaler med mine veninder med ordene “Hvorfor er han så sød?”. 

Mikkel døde en nat i December. Jeg vil ikke gå i detaljer om selve natten. Jeg kan ikke gå i detaljer. Min hukommelse tillader det ikke. Men i korte træk – vi faldt i søvn sammen, men jeg var den eneste som vågnede igen. Det var pludseligt. Der var absolut ingen som havde set det komme. 

Der gik lang tid før det gik op for mig at Mikkel faktisk var død. Selv som jeg skriver dette, så er der en del af mig som forventer at vågne fra mareridtet lige om lidt.

Alle mine planer, alle mine drømme, hele min fremtid inkluderede ham. Der var intet håb eller nogen glæde uden ham. Jeg kunne ikke se et liv for mig uden ham. En måned forinden så havde jeg verdens bedste kæreste og vi skulle have et barn. Nu var de begge væk. Der var intet tilbage for mig her. Jeg forstod først nu hvad det betød at være ødelagt. 

Tanker om egoisme, tanker om min familie, hans familie, de fandtes ikke. Jeg gav op. Jeg kunne ikke se igennem min egen sorg for at tage hensyn til andre. Jeg ville have det skulle stoppe. Smerten, tomheden, håbløsheden. Jeg ville bare gerne være hvor han var, selvom det var ingen steder. Ingen steder, men med ham. 

Jeg lagde også en plan. En virkelig dårlig plan, men en plan. Mikkel var endnu ikke kommet i jorden og når han skulle, så ville jeg med ham. Så jeg tog hans tøj på, lagde mig i vores seng og lagde mig til at dø, hvor han også døde. Det var det mørkeste, men på samme tid det bedste sted jeg havde været siden hans død. Det var en følelse af lettelse og ro. Endelig var mit mareridt slut.

Da jeg skrev at det var en dårlig plan, så var det fordi at jeg aldrig havde taget forbehold for at det kunne mislykkes. Da jeg vågnede var jeg indlagt på sygehuset. De havde fundet mig kort tid efter og bragt mig ind. Bitter kan ikke gøre det. Jeg var rasende. Ikke kun fordi Mikkel var død, men fordi jeg ikke selv var det også. Selv det kunne jeg ikke gøre rigtigt.

Efterfølgende stod den på 3 ugers tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling. 3 uger alene i et rum med intet andet end mine tanker om sorg, savn og selvbebrejdelse. Dette er forresten en virkelig dårlig cocktail af følelser. De 3 uger reddede dog mit liv. Det var her jeg indså, hvordan min død ville ødelægge de folk omkring mig, på samme måde som Mikkels død havde ødelagt mig.

Jeg ønskede ikke at leve, men jeg ønskede endnu mindre at andre skulle leve som jeg havde gjort, føle hvad jeg havde følt. Så jeg besluttede mig at leve for dem. Se, dette skulle også vise sig til at være endnu en ting som jeg ikke kunne gøre rigtigt. For i mange måneder efter, så var jeg hensynsløs, led, brutal – faktisk så kunne jeg ikke holde nogen eller noget ud. Nu levede jeg jo, men i fuldstændig ulidelig smerte og det var for deres skyld. 

Jeg talte med en psykolog. Hun hjalp. Hun hjalp ikke til et punkt hvor jeg havde det godt, men hun hjalp til et punkt hvor jeg turde at tro på at jeg en dag ville få det bedre. Efter mit forløb hos hende, blev jeg henvist videre med en diagnose på PTSD. Diagnosen forklarede pludselig en hel del. Dårlig hukommelse, vrede, forvirring, angst.

Jeg har stadig mareridt hver evig eneste nat. Jeg sover sjældent mere end et par timer af gangen. Jeg kan stadig ikke se en ambulance uden at få koldsved eller høre Bamses Venner uden at græde. Jeg er stadig et ustabilt vrag. Han er stadig det første og sidste jeg tænker på. Der er stadig dage hvor jeg er vred over at vågne. Dage hvor jeg både fysisk og psykisk føler mig kvælt. Jeg savner ham, jeg savner os. 

Med alt dette sagt, så havde jeg ikke undværet at kende ham for noget i verden. Han har været al smerten værd, for han givet så meget mere glæde. Han har lært mig at elske mig selv, at tro på mig selv. Han har gjort mit liv bedre på trods. 

Jeg taler stadig til ham og jeg kan stadig høre hans svar. Han siger jeg skal tage mig sammen, når jeg virkelig har brug for at høre det og han fortæller mig at han elsker mig når jeg ikke føler at jeg fortjener det. En del af mig døde med ham, men en del af ham lever uden tvivl videre i mig. 

Det har hjulpet at skrive alt dette ned, men jeg håber også inderligt på at det vil hjælpe nogen at læse det. Der er absolut ingen skam i at bede om hjælp når du er ved at drukne. Jeg havde ikke været her lige nu uden. 

  • Reply
    Mariam Ahm
    juli 8, 2020 at 8:13 pm

    ❤️❤️❤️❤️

  • Reply
    R.binder
    juli 8, 2020 at 9:14 pm

    Puha 😥

  • Reply
    Line
    juli 9, 2020 at 3:41 pm

    Årh, hvor er du bare stærk. Godt du kæmper for alle der har dig kær, for dig selv og for Mikkels minde ❤️

Leave a Reply